Forholdet til det tyske, tyskere og deres sprog er tøet op siden muren faldt, og specielt igennem den sidste halve snes år. Ligesom der bruges engelske banale vendinger efter lyst og lune, høres nu også tyske vendinger fyret af som krydderi til vort modersmål. Tyskland er ikke længere det forsinkende element, man skal ræse igennem på autobanen af lutter kontaktangst. At tyskerne har en rig og spændende kulturel arv og præsens er ved at blive påskønnet, ikke mindst til stor fornøjelse for de, som ikke tidligere var besjælet af den fornødne nysgerrighed. At Berlin blev hovedstad, byudviklingen så rasant og de kulturelle aktiviteter i Berlin så mangfoldige og markante har i høj grad påvirket vor indstilling. Unge og gamle er så fascinerede, at de valfarter til byen og endda køber boliger der. Vi har en fælles kulturel baggrund at pleje og at glæde os over i fællig. Vi har også fælles økonomiske interesser, som bidrager til opretholdelse af vor levestandard. Ca. 100 mio(1) tysktalende syd for grænsen kan måles i kroner og øre, når de bringes til at handle i vor butik. Vi er motiveret for at knytte bånd til Berlin og dermed til Tyskland, og så er der ikke så langt til at finde ud af, at et godt kendskab til det tyske sprog er en udpræget social og økonomisk døråbner. Når man fra højeste sted fortsætter med at holder høje cigarføring over for det tyske sprog, er det udtryk for ignorans i den skræmmende ende af skalaen. En del tyskere kan da engelsk, men deres skoleengelsk udmærker sig ved ikke at være bedre end vores. Kan vi eliminere halvdelen af den problemfyldte kommunikationen ved at møde tyskerne med et rimeligt skoletysk, bliver kommunikationen væsentligt bedre, og resultaterne forskønnes tilsvarende. Der er ingen tvivl om, at deres grammatik kan drive os på flugt, men i det skrækscenarie glemmer vi, at udtalen af tysk er ukompliceret, og at danske ordspil i vid udstrækning genfindes på tysk. En ting, som kan drive tyskerne på flugt, er, når vi anvender en inkonsistent tysk grammatik. Vor udfoldelse på tysk kan være nok så jubelnisseagtig, de forventer ikke, at vi er helt stive i grammatikken og anvendelsen af der, die og das. Problemet melder sig imidlertid, når vi ikke kan holde stilen og anvender køn og bøjninger i randomiseret uorden. Under samtalen indstiller de sig på vor norm, men når vi ikke har nogen norm og blot slingre rundt i køn og bøjninger, er det ganske trættende at finde rundt i for tyskerne. Så er der naturligvis det med sæder og skikke. Vi har en fabelagtig evne til at forvente, at nationaliteter udenfor Danmark har samme adfærdsmønster som vi. At de klæder sig anderledes, opfører sig anderledes og tiltaler hinanden ud fra en anden kodex mener vi virkelig, er deres eget problem. Men manglende viden herom får os til tider til at opføre os som elefanter i en glasbutik; det er egocentrisk at regne med, at vi kan tillade os at vade rundt i deres kulturelle spinatbed. Når vi møder tyskerne på hjemmebane i cowboybukser, krøllet åbenstående skjorte, upudsede sko og uden videre tiltaler hr. doktor Bosch med ”du”, er vi på vildspor. Det fortæller, at vi ikke tager vort ærinde alvorligt, og at vi ikke respekterer dem og deres virksomhed. Vi skal vide, hvordan vi viser dem den fornøden respekt og interesse for vort arbejde og forehavende. Det kan godt være, at vi har verdens bedste ”dims”, men når ”sælgeren” (vi er alle sælgere) p.g.a. helt elementære fejltrin fremkalder modvilje fra første færd, er slaget tabt. Tysk skal være et obligatorisk sprog tidligt i skoleforløbet, og nødvendigheden af også at få et indgående kendskab til de erhvervsmæssige og private omgangsformer, kan ikke overdrives. Det gælder selvfølgelig ikke kun de tyske uskrevne regler. Andre lande andre skikke, og i vor globaliserede verden gælder reglen om ”skik følge eller land fly” med uformindsket styrke. Når vi ikke har kendskab til spændende forskelle i adfærdsmønstret mellem nationaliteter, har vi selvfølgelig heller ikke fornemmelse for, at vi skal stikke en fingeren i jorden for ikke at blamerer os. Det er for meget forlangt, at private virksomheder og det offentlige skal sætte deres medarbejdere på skolebænken for ar lære dem, hvordan de skal opføre sig, inden de får lov til at få kontakt med udlandet. Beklageligvis er emnet også fremmed for de fleste ledere, det siger dem ikke en brik, og dermed har vi opskriften på de alt for velkendte kommercielle katastrofer, som vi rask væk giver de andre skylden for. Organisationsstrukturer har også noget med sæder og skikke at gøre, og de er meget anderledes i Tyskland – og Frankrig for den sags skyld. Selvom tyskerne i spredt fægtning forsøger at få deres organisationer til at leve op til dagens krav om korte kommunikationsveje, ukomplicerede beslutningsprocesser og hurtige responstider, er der for de fleste et stykke vej igen. Det positive er imidlertid, at tyskerne selv er generet af bureaukratismen, og dermed er der håb forude for dem såvel som for os. Ukendskab hertil kan have uønskede bivirkninger. Vi taler hyppigt og nødvendigheden af sprogkendskab, og på et tidspunkt bliver der vel gjort noget ved det. Man hører sjældent noget og nødvendigheden af at have kendskab til adfærdsmønstre og organisationsstrukturer, og gør vi ikke noget ved det, kan vi blive ved med at betale dyre lærepenge, når vi slår os løs udenfor Danmark.
(1) Tyskland 82,2 mio + Østrig 8,3 mio + Schweiz (tysk) 4,8 mio = 95,3 mio! (+ Sydtyrol) = 18 gange Danmarks befolkning. Hvis ovenstående kan bidrage til politisk inspiration, var det ulejligheden værd.
Med venlig Hilsen Lars C. Toft - lct@lars-toft.eu |